AKADEMISK RIDEKUNST

 

Akademisk Ridekunst kan spores helt tilbage i Renæssancen, hvor teori og praksis forenes. Dette skete på en tid, hvor man følte sig forbundet med det klassiske Grækenland og hermed genopdagede Xenophons skrifter. I det spanske Neapel, som i dag er en del af Italien, grundlagde Frederico Grisone det første rideakademi i 1532. Her opstod en hesterace (den spanske hest), som medførte at der kunne udvikles en dertil svarende ridekunst.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Akademisk Ridekunsts historie

 

En ny kunst blomstrede, at lære at ride. Det betød, at rideakademier skød op som svampe i skovbunden. Det samme gjaldt også litteraturen om ridning. Så længe fyrsterne selv kæmpede i forreste række til hest, på slagmarken, havde målet en meget praktisk karakter. Det drejede sig ganske enkelt om at overleve, så derfor var våbenøvelserne højere prioriteret end dressuren, der kun var tænkt som basis. Men samtidig var dårlig ridning dog en naturlig bortvælgelsesgrund for ikke at blive optaget på akademierne. På akademierne lærte man ikke kun ride-kunsten, men eleverne havde også filosofi, fægtning, lanseføring, latin og mange andre kunst fag. Derfor udvikledes mange rideakademier til universiteter der samtidig bidrog til den europæiske samfundsudvikling. I takt med, at fyrsterne i stigende grad trak sig tilbage fra slagmarken mistede våben-ridningen sin betydning. Dette var begyndelsen til den egentlige ”fritids”- ridning, hvor ridningen oplevede sin højeste fuldendthed og kun udøvedes for kunstens egen skyld. Det var på Guériniéres tid.

 

Kavaleriskolerne begyndte at uddanne rekrutter frem for professionelle soldater. Man havde ikke længere brug for de samme gamle ridemetoder. Dermed var kaprioler og terre á terre uden for rækkevidde ligesom mand-mod-mand nærkampe til hest. På den måde opstod en anden form for ridning og tilsvarende kravet om fremadgående heste. Konflikten lå hos officererne. Der både skulle ride i forvejen for tropperne, og samtidig også overleve nærkamp ved hjælp af samlet ridning. Dermed blev det officererne, der videreførte den europæiske ridekunst. En af de fornemste formidlere af denne skole var Steinbrecht, der formulerede den moderne ridning, hvor man gymnasticerer, mens man rider frem, som grundlag for senere samling. Da det polske kavaleri under 2. verdenskrig red frem mod det tyske panserangreb, døde officers-ridningens epoke. Hesten som kampmiddel syntes at være udtjent.

 

(Klassisk ridekunst, Bent Branderup, Gyldendal 2000.)