GUÉRINIÉRE

 

Guériniéres bog betragtes som ridekunstens bibel. Han levede på en tid (1688- 1751), da ridekunsten stadigvæk udøvedes i praksis, men højadelens og kongernes andel var blevet mere repræsentativ. Man red ganske vist stadigvæk af praktiske grunde, men dyrkede ridekunstens som en anerkendt kunstart på lige fod med billedkunst og ballet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Guérnières elev

 

 

”L´art pour l´art”Ethvert fyrstehof der havde råd, avlede ædle barokheste og øvede sig ud i den vanskelige ridekunst. Kobberstikket af M. de Kraut i piaff er blevet et begreb således at en vellykket piaff kan den dag i dag betegnes som en M. de Kraut piaff. Det afslappede sæde er blevet fritidsridningens ideal, hvor rytterne ved et minimum af hjælp, opnår maksimal reaktion hos hesten.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Javier Garcia y Romero

 

 

”Descendre la main – lad hånden synke.”Tilkendegiver en stræben efter en lethed, noget som også er kendetegnende den undervisning Bent Branderup fik af Javier Garcia Romero´s uddannelser. Romero er uddannelsesleder af Real Escuela Andaluco del arte Equistre. Og den lærermester der førte Bent Branderup i Guériniéres retning. Alvaro Dosmecq y Diaz overbeviste Bent Branderup om at Guériniéres lethed og elegance ikke kun var opnåeligt i ridekunstens sikre rammer, men selv under tyrefægtningens alvor forblev den gamle rejoneador et ridekunstens monument i Guériniéres ånd.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Alvaro Domecq y Diaz